På politisk cafe-mødet forleden aften i HUSET (hvor jeg deltog) blev det oplyst, at den lokale boligforening har venteliste. D.v.s. at nogle af boligforeningens medlemmer mangler boliger – eller ønsker en anden bolig end deres nuværende. På samme møde oplyste en anden person, at der står en hel del tomme lejligheder i sygehusets funktionærboliger.

Den udmelding fik mig til at spørge, hvad Give Sygehus/Regionen gør for at udleje disse tomme boliger, som kunne komme boligsøgende til hjælp (og ”tomgangs-leje” giver jo ikke en krone i Regionens kasse). Ingen besvarede mit spørgsmål.

Efterfølgende har jeg spurgt en af sygehusets erfarne læger, som selv bor til leje i sygehusets funktionærbolig. Han oplyser, at der p.t. er 4 lejligheder, der står tomme. Desuden har sygehuset en del flere tomme lejligheder, som er reserveret til patienthotel. Selvfølgelig skal sygehuset reservere et antal lejligheder til patienthotel, men hvorfor lejer sygehuet/regionen ikke de 4 nævnte lejligheder ud til nogle, som har et boligbehov?

Den udmærkede lokale ugeavis, Give Avis, oplyser i denne uge, at der er 4 ledige lejemål + 1 ledig andelsbolig. Ugen før var der i Give Avis annonceret 6 ledige lejemål + 1 andelsbolig. - Måske har mine tidligere ejendomsmægler-kolleger yderligere et antal lejligheder til udleje i Give og omegn? - Derudover sker det jævnligt, at der på byens/egnens opslagstavler er opslået: Lejlighed til leje.

I dag annonceres der 16 ledige lejligheder/boliger til leje i tidl. Give kommune - på Boligportalen.dk – heraf de 12 i Give og Thyregod + 3 i Vonge + 1 i Gadbjerg, så der da en hel del at vælge imellem for de, som søger bolig/lejlighed – især hvis man spørger sig for alle de steder, som er nævnt ovenfor.

Iøvrigt mener jeg, at Vejle kommune skal være en god bosætningskommune – med forskellige bosætningsmuligheder for både ejere og lejere - overalt i den geografisk store Vejle kommune.

30/6-2017