I Dansk Industris nye årlige måling af de danske kommuner ligger Vejle på plads nr. 31. - I toppen af DI's liste ligger Ikast-Brande, Hedensted, Herning og Billund. Disse 4 kommuner har det til fælles, at de i en længere årrække har været både Venstre-ledet (mindst dobbelt så længe som Vejle kommune) og erhvervsvenlige.

Derfor kan Vejle kommune lære meget af disse 4 kommuner. Det er Venstres mål i den kommende valgperiode at afskaffe særskatten på erhverv, den såkaldte dækningsafgift, som er medvirkende til at trække Vejles placering langt ned på ranglisten. Som byrådskandidat mener jeg, at Vejle bør sætte sig det mål, at komme op i TOP-25 på ranglisten i løbet af den kommende byrådsperiode. - Et sundt og godt erhvervsklima +  gode rammevilkår for erhvervslivet er nogle af forudsætningerne for vækst og flere jobs.  

Dialogen mellem kommune og erhvervsvirksomheder bør styrkes og udbygges, så den foregår i øjenhøjde med virksomhederne. - Her var mandagens erhvervskonference i Musikteatret et vellykket arrangement – bl.a. til styrkelse af den vigtige dialog.

Vejle kommune skal fastholde sin position -  med en af de laveste personskatte-satser i Vest-Danmark. Som uddannet ejendomsmægler ved jeg, at størrelsen af personskatten er et af de parametre, som betyder noget, når tilflyttere vælger, hvor de vil bosætte sig.